I går var jeg i biografen for at se filmatiseringen af Puk Damsgårds “Ser du månen, Daniel”. Jeg har for efterhånden lang tid siden hørt bogen som lydbog, indlæst af Louise Davidsen. Det var en fantastisk bog, som virkelig krøb ind under huden.

Handeling er:
Den dramatiske historie om den danske fotograf Daniel Rye, der sad som gidsel i 398 dage hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien, fortalt af den prisvindende forfatter Puk Damsgård. Beretningen er et lille stykke danmarkshistorie midt i verdenshistorien.
 
I samarbejde med Daniel Rye, hans familie og andre med nært kendskab til historien fortæller DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgård her for første gang om den danske fotografs kidnapning. Om de 13 måneder i fangenskab og det nu verdensberømte Islamisk Stat-fængsel i den syriske by Raqqa, hvor 24 vestlige gidsler sad under kontrol af deres fangevogter, briten bedst kendt som Jihadi John.

Daniel Rye var det sidste gidsel, der forlod fængslet i live i juni 2014. Herefter begyndte IS at dræbe de tilbageværende vestlige gidsler – Daniels medfanger. En af dem var den amerikanske journalist James Foley, som også var blevet Daniels ven. Den danske fotograf overbragte det sidste rørende brev til James Foleys familie, da han blev løsladt.

Puk Damsgård går også helt tæt på islamisk Stat og skildrer gennem interview med et tidligere IS-medlem terrororganisationen, der på kort tid er vokset til at være en regulær hær, som har erobret landområder og større byer, de administrerer som en stat i staten. Hun prøver at finde svar på, hvilken betydning Islamisk Stat har for udviklingen i Syrien og Irak, hvor Danmark deltager i krigen mod IS. Samt ikke mindst hvorfor Daniel Rye og andre gidsler blev forhandlet fri, mens andre aldrig kom hjem.

Ser du månen, Daniel giver et sjældent indblik i, hvordan mennesker overlever tortur, skaber venskaber og bevarer håbet under ekstreme forhold – og hvordan familien derhjemme håndterer frygten for, at deres søn aldrig kommer hjem.

Beskrivelse er lånt fra Politikens Forlags beskrivelse af bogen.

Jeg må indrømme, at jeg havde store forventninger til filmen, men som det ofte er, når man har læst bogen bag, levede den ikke helt op til mine forventninger. Jeg ved det er svært at fange bestemte stemninger på film, men det var som om filmen var lige kort nok, til at jeg som seer virkelig fik indblik i, hvor hårdt de 13 måneds fangeskab virkelig var, og familiens kamp for at finde løsesummen. Men bestemt værd at gå ind og se, og så måske læse bogen bagefter.